Tillykke Heidi, du er nu 23 år gammel. 1 år ældre – og ja.. sikke et år. Jeg havde overvejet, at sætte mig ned og skrive nogle af højdepunkterne i mit liv, som 22 årig, men jeg kom egentlig ret hurtigt fra det. Så hurtigt som, at det som noget af det, der nok har fyldt mest i år er den dag jeg fik at vide, at jeg havde ét år tilbage at leve i. Og ja, det vil sige, at der også snart er gået et år siden jeg fik den besked.

Nej, jeg tror jeg lader være med at begynde at tænke så meget over særlige begivenheder og oplevelser i mit sidste år. Det betyder dog ikke, at jeg kigger på det som et dårligt år, for jeg ved, at der har også været rigtig mange gode ting.
Jeg er endnu ikke nået den alder, hvor jeg synes det er forfærdeligt at blive et år ældre – taget min situation i betragtning tror jeg egentlig heller aldrig nogensinde at jeg kommer til at nå sådan et punkt, men vi hører jo så meget om det, især fra os kvinder!
Jeg har netop her den anden dag siddet med et blad, hvor temaet var Alder og hvordan vi kvinder forholder os til denne.

Jeg vil dog have lov til at fortælle jer om en god dag jeg har haft i dag. Jeg har været til samtale på sygehuset, hvor jeg har fået gode nyheder.
Den sidste samtale var jo ingen succes – jeg har ikke engang fået skrevet herinde på bloggen omkring de ting jeg fik at vide sidste gang jeg var på sygehuset. Ærlig talt må jeg indrømme, at jeg lod mig slå ud af hele situationen og det har taget mig lidt tid at skulle finde energi til at skulle snakke meget mere omkring den nuværende situation.

Jeg bloggede jo sidste gang om min bekymringer før mit næste møde med sygehuset, hvor jeg skulle ind og starte den nye kemobehandling. Dagen på sygehuset gik overhovedet ikke som forventet. Jeg kom ind på den velkendte afdeling R på sygehuset og gik rimelig målrettet mod den stue, som jeg var sikker på at jeg skulle være på nu når jeg skulle have behandling, men jeg blev stoppet på vejen af en sygeplejerske, der informerede mig om, at min læge ville være der inden så længe til vores samtale. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at sygeplejersken må have set det spørgsmålstegn mit ansigt med det samme forvandlede sig til. – Samtale? Jeg er skam ikke blevet informeret om, at jeg skulle til nogen samtale. Nå, jeg beroligede mig selv ved at tænke, at det nok ikke var andet end lidt info omkring den behandling jeg nu skulle starte op, så efter at lægen dukkede op gav jeg dem lov til at gå i gang uden Mikkel, min kæreste, som kørte rundt for at lede efter en parkeringsplads. Som sagt, så troede jeg ikke det ville være andet end lidt uskyldig info omkring behandlingen. Men jeg tog grusomt fejl.

Jeg kan ikke engang fortælle, hvordan det hele startede, men jeg kan fortælle, at jeg skulle ikke bare informeres omkring behandlingen – jeg skulle faktisk slet ikke have “lov” til at få behandlingen. Ikke at jeg troede, at jeg før havde troet, at det var en dårlig ting, at jeg ikke skulle have kemo – men når det skyldtes, at min fysiske tilstand var så slem, at de ikke vurderet at jeg kunne holde til at få kemo – eller nogen form for behandling for den sags skyld – så var det lidt noget andet. Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde sagt, at vi skulle vente på Mikkel, for jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til disse nyheder. Det er slut, det er virkelig slut nu.. eller hvordan skal jeg ellers forstå det her. Min krop har sagt stop og der er ikke mere sygehuset kan gøre for mig. Hvad skal der så ske?
Ja, altså de synes jeg skal gøre brug af den service Hospice Fyn kan give mig – men det har jo ikke været min plan at skulle bo ude på Hospice, jeg skal snart flytte ind i den lejlighed vi har gået og arbejdet på at få klar i det sidste halve år. Så den service jeg havde brug for fra Hospice var, at få lidt aflastning oven på en hård periode, ikke at bo der i mine sidste dage, hvilket virkede som det de gerne ville have mig til at indse, at vi var kommet til. Jeg var overhovedet ikke med og på ingen måde parat til at tage imod disse nyheder.

De sidste uger har derfor gået meget med, at prøve at bearbejde disse nyheder. Det har været helt enormt svært, og så er der kommet små opmuntrende tegn, som stille og roligt har vokset sig større, for på trods af disse nyheder, så føler jeg at jeg er i forbedring fysisk. Jeg har det faktisk en del bedre end jeg havde det der, hvor jeg fik disse nyheder – og det kan man også se på mine blodprøver, hvilket jeg også fik at vide i dag til samtalen :)

I den sidste uge har jeg også fået stråler igen. Jeg er blevet strålet på lungerne i håb om, at det kan forbedre de vejrtrækningsproblemer jeg har haft. Det var af 5 omgange og selvom det har været lidt hårdt og der har været nogle bivirkninger, som meget hosten, hvor det også har gjort ret ondt i knogler omkring brystkassen og ribben. Desuden har jeg også haft yderligere vejrtrækningsproblemer, hvilket altid er ubehageligt. Men det havde de også forberedt mig på, at det ville i starten godt kunne risikere at blive værre, men om en 14 dages tid begynder vi forhåbentligt til at begynde at mærke en forbedring.

Så lige nu er vi et godt sted, selvom jeg altid søger forbedringer og arbejder for en bedre fysisk tilstand, så er jeg ret glad for, hvordan det hele kører lige nu.
Jeg tror jeg vil sige godnat, så jeg kan være lidt frisk til min første dag i et nyt år.
Et nyt år, som jeg tror kommer til at bringe endnu flere gode oplevelser end nogen andre. Jeg kan mærke, at det 23 år må være der, hvor jeg får det bedre :)

– H.

 

 

 

 

 

Advertisements