Nu nærmer vi os onsdag. Onsdag, hvor jeg skal starte ny behandling. En behandling jeg overhovedet ikke kender til, to stoffer jeg aldrig har været i kontakt med før, men som nu skal indføres i min krop, som lige for tiden ikke lige befinder sig på toppen!
Jeg må ærligt indrømme, at jeg er bange – selvfølgelig er jeg bange..
ville du ikke være det?

Et eller andet sted prøver jeg at tænke, at det er en god ting, at jeg nu skal starte behandling. Jeg har jo set og vi kan måske nærmere kalde det “mærket”, at det ikke virker ret godt ikke at være i behandling, så mon ikke det modsatte vil være godt?
Men så kommer den anden stemme listende og siger, at det ikke nødvendigvis behøver, at være sådan, at det så er en god ting at få behandling.. den minder mig om, hvor syg jeg nogle gange har været, den minder mig om julen, hvor jeg hverken kunne det ene eller det andet..

Man kan tænke så meget. Ja, jeg undrer mig faktisk over, hvordan man ville kunne måle tankernes hastighed? For en ting er sikkert, og det er, at der kører i hvert fald mere end én eller to tanker af gangen inde i mit hoved og den ene overtager den anden og så videre og så videre. Nogle gange er de slet ikke til at stoppe.

Mit hoved har været lettere fyldt de sidste uger. Jeg har ikke engang tænkt mig, at starte med at prøve at fortælle, hvordan tankerne er løbet af sted med mig flere gange. Jeg har tit prøvet at sætte en stopper for det for det bliver simpelthen for meget engang imellem, men det er som om jeg ikke har nogen kontrol. De lever sit eget liv, disse tanker.
Jeg har arbejdet ihærdigt på, at vende mit tankemønster her de sidste 3 dage. Jeg har gerne ville gøre det i meget længere tid, men jeg føler for første gang i nogle uger at det er ved at lykkes. Weekenden har nemlig været helt god: Jeg var både sammen en veninde hele fredagen, til 80 års fødselsdag hele lørdagen og så sammen med en anden veninde og på loppemarked og i selveste IKEA i går. Så der har været masser af aktiviteter og humøret har for det meste levet på toppen. Men bare natten før det her var forfærdelig – så forfærdelig at jeg ikke husker hvornår jeg sidst har haft det så dårligt. (Det siger jeg vist hver eneste gang jeg får det forfærdeligt, men det føles altid mere forfærdeligt end sidste gang).. jeg husker hvordan smerterne i såret og i ryggen og i hele kroppen for at være helt præcis, fik mig til at skrige og græde som om, der ikke ville komme en ny dag – og det var netop dét jeg frygtede den nat.. Det gjorde så ondt, at jeg kunne ikke forestille mig at kunne overleve denne smerte.
Disse nætter har jeg haft et par stykker af. Det er som om nætterne er de værste og det er der, at kroppen rykker for aktiviteterne. Det er egentlig en god ting tænker jeg, for på den måde kan jeg være på og være sammen med familie og venner i løbet af dagen – men så betaler jeg prisen for enhver aktivitet om natten. Nogle gange føles det bare som om, at kroppen forventer lidt for meget – men sådan har vi det jo nok med alle regninger.. Vi har ikke noget imod at bruge, men det er knapt så sjovt at betale for det vi bruger.

Imens det står på, så prøver jeg at minde  mig selv om, at det kun er midlertidigt, dét går over på et tidspunkt. Nogle gange hjælper det, andre gange kan jeg slet ikke trænge ind i den smerte, der sætter sig så dybt, at intet kan fange den.
Alligevel bruger jeg gerne af aktiviteterne dagen efter.. det kan man så undre sig over? men jeg kan jo heller ikke lade være med at leve et liv når nu jeg kan – jeg aner ikke hvordan i morgen kommer til at se ud, eller dagen efter det.

Nu er vi ved at nærme os natten, der, hvor man betaler. For jeg kan mærke smerterne begynder at komme. Jeg har allerede bedt om noget smertestillende og jeg kan kun håbe, at det er hurtigere til at virke end smerterne er om at komme.
Men i aften har jeg tænkt mig at holde godt fast i, at det kun er midlertidigt – at det går over og det hele bliver godt igen! Jeg har tænkt meget over i dag, hvordan jeg skal få kontrol over mine smerter og jeg har nogle forskellige teorier jeg vil teste af i aften!

Det er blandt andet fra en af disse teorier jeg har taget titlen til indlægget fra. “Love will always dissolve pain”. Nu må vi se, jeg lader det komme an på en prøve..

Wish me luck !!

– H.